En skov af træer uden at kunne se trætoppene. Der er solstråler som skinner ind i skoven og lyser det op

Hvad er PRP behandling?

PRP behandling (Platelet-Rich Plasma) er en biologisk behandlingsmetode, hvor patientens egne blodplader koncentreres og anvendes med henblik på at stimulere vævets helings- og reparationsprocesser.

PRP indeholder blodplader og flere vækstfaktorer, der påvirker det inflammatoriske respons og stimulerer dannelsen af nye blodkar.

Anvendelse af PRP i medicin

Metoden har i mere end et årti været anvendt inden for blandt andet ortopædkirurgi, idrætsmedicin og behandling af sene- og ligamentlæsioner, hvor den i udvalgte indikationer er veletableret og veldokumenteret.

Inden for seksuel medicin er anvendelsen nyere og fortsat under videnskabelig afklaring.

I Klinik for Sexologi indgår PRP som en mulig behandlingsmulighed efter en specialiseret seksualmedicinsk vurdering ved:

  • Rejsningsproblemer (erektil dysfunktion eller tidligere kaldt impotens)
  • Peyronies sygdom (erhvervet krumning af penis)

Hvad er regenerativ seksuel medicin?

Regenerativ medicin er et felt i udvikling, som kræver både biologisk forståelse og klinisk nøgternhed. Formålet er at stimulere kroppens egne biologiske reparationsmekanismer frem for udelukkende at behandle symptomer.

Inden for seksuel medicin undersøges blandt andet følgende regenerative behandlingsformer:

  • PRP (blodpladerigt plasma)
  • Stamcellebehandling
  • Vækstfaktorbaserede terapier
  • Kombination med chokbølgebehandling

PRP er på nuværende tidspunkt den mest klinisk anvendte regenerative metode inden for området.

Evidens og faglig ansvarlighed

PRP ved rejsningsproblemer og Peyronies sygdom klassificeres aktuelt som eksperimentel behandling i internationale retningslinjer.

I denne sammenhæng betyder eksperimentel, at:

  • dokumentationen endnu ikke er tilstrækkelig robust til en generel standardanbefaling
  • der mangler større og længerevarende placebokontrollerede studier
  • de optimale behandlingsprotokoller endnu ikke er fastlagt

De foreliggende studier vurderes dog biologisk plausible og samlet set lovende. Der er samtidig rapporteret en god sikkerhedsprofil og moderat effekt hos en del patienter.

I Klinik for Sexologi tilbydes behandlingen derfor kun:

  • efter individuel lægefaglig vurdering
  • med realistisk forventningsafstemning
  • med informeret samtykke

Behandlingen monitoreres desuden løbende ved hjælp af spørgeskemaer med fokus på effekt før, under og efter behandlingen samt eventuelle bivirkninger.

Specialiseret lægefaglig vurdering

Behandlingen udføres af en læge med særlig uddannelse i seksualmedicin og forskningsmæssig baggrund inden for området.

PRP tilbydes ikke som en isoleret procedure, men indgår altid som en del af en samlet lægefaglig vurdering, hvor blandt andet følgende forhold indgår:

  • Vaskulær funktion
  • Psyko-seksuelle faktorer
  • Hormonelle forhold
  • Mulige alternative behandlingsmuligheder

Det er afgørende først at identificere den underliggende årsag til symptomerne, før regenerativ behandling eventuelt overvejes.

Hvem kan være kandidat til PRP behandling?

PRP kan være relevant for mænd med visse typer rejsningsproblemer eller Peyronies sygdom. Om behandlingen er relevant afhænger altid af en individuel lægefaglig vurdering.

Ved rejsningsproblemer kan PRP være relevant for mænd:

  • med milde til moderate symptomer på baggrund af sygdom i blodkarrene til penis
  • som har utilstrækkelig effekt af konventionel behandling eller tåler medicin mod rejsningsproblemer dårligt
  • uden større nerveskader

Læs mere om rejsningsproblemer her

Ved Peyronies sygdom kan PRP være relevant for mænd:

  • med Peyronies sygdom uden umiddelbar kirurgisk indikation
  • som ønsker en ikke-kirurgisk og biologisk behandlingsstrategi
  • med en krumning på cirka 30–60 grader
  • hvor der kan føles et hårdt område med arvæv i penis uden større forkalkninger
  • som er motiverede for at supplere PRP med hjemmeøvelser, eksempelvis med vakuumpumpe

Læs mere om Peyronies sygdom her

En individuel vurdering er altid afgørende for at afgøre, om behandlingen er relevant.

Gratis afklarende samtale

Oplever du nogen sexologiske udfordringer og har spørgsmål er du velkommen til at booke en gratis afklarende samtale på op til 10 minutter (via telefon eller video).

Har du allerede besluttet, at du har brug for hjælp, kan du booke en tid til en første konsultation her