Sø bag blomstermark med et ældre træ stående i siden, symboliserer den ro man kan få når man får svar på sine FAQ - oftest stillede spørgsmål.

FAQ - Oftest Stillede Spørgsmål

Hvordan håndterer I mine persondata?

Klinik for Sexologi overholder alle gældende regler for databeskyttelse (GDPR). Dine personoplysninger bliver behandlet med den største fortrolighed og i overensstemmelse med kravene til sundhedspersonale.

Skal jeg have en henvisning til Klinik for Sexologi for at kunne bestille en tid?

Nej, jeg er en privat klinik så du behøver ingen henvisning. Er du i tvivl om det er rette sted for dig kan du booke tid til en kort afklarende samtale. Det er gratis.

Kan min egen læge eller andre sundhedspersoner se mine journalnotater?

Nej, kun jeg som din behandler har adgang til din journal. Der er ingen andre sundhedspersoner, der kan se dine oplysninger, medmindre du giver eksplicit tilladelse til det.

Har du tavshedspligt?

Ja, jeg har fuld tavshedspligt. Alt, hvad du deler under dine konsultationer hos mig, forbliver fortroligt, medmindre du giver tilladelse til, at oplysningerne må videregives.

Kan du henvise mig til andre læger eller et hospital?

Nej, da jeg driver en privat klinik og ikke har en aftale med det offentlige sygesikringssystem, kan jeg desværre ikke henvise til andre læger eller hospitaler.

Hvordan betaler jeg for konsultationerne?

Betaling kan foretages via bankoverførsel, MobilePay eller kontant på beløbet. Betaling foregår umiddelbart efter en konsultation.

Er der en aflysningspolitik?

Ja, jeg beder om, at aflysninger sker mindst 24 timer før den aftalte tid. Ved senere aflysning eller udeblivelse opkræves et gebyr.

Kan du udskrive recepter på medicin?

Ja, jeg har autorisation som speciallæge i urologi og kan udskrive recepter på relevant medicin.

Kan jeg få tilskud til behandlingen?

Behandlingerne er ikke dækket af den offentlige sygesikring. Dog tilbyder enkelte grupper i Sygeforsikringen “Danmark” samt visse private sundhedsforsikringer tilskud til behandling eller samtaleterapi.

Hvordan foregår en typisk konsultation?

En konsultation starter med en grundig samtale, hvor vi sammen afdækker dine udfordringer og behov. Behandlingen tilpasses herefter individuelt, afhængigt af din situation.

Skal jeg undersøges?

Det afhænger af hvilke symptomer du frembyder. En undersøgelse er dog altid kun et tilbud og ønsker du det ikke kan du takke nej.

Er det muligt at få en online konsultation?

Ja, jeg tilbyder også online konsultationer, så du kan modtage rådgivning og behandling, uanset hvor du befinder dig. Dette aftales efter behov.

Hvordan betaler jeg for konsultationerne?

Betaling kan foretages via bankoverførsel, MobilePay eller kontant på beløbet. Betaling foregår umiddelbart efter en konsultation.

Kan min partner deltage, selvom vi ikke har booket en parsamtale?

Ja, din partner er altid velkommen til at deltage – det kan være en fordel at have en med der kan være med til at huske hvad der er sagt. Ved en parsamtale afsætter vi dog ekstra tid, så begge parter kan komme til orde og blive hørt. Det er ikke ualmindeligt, at én person føler, at de bærer ansvaret for udfordringerne i seksuallivet, men ofte viser det sig, at løsningen involverer begge parter, når man er i et parforhold.

Er det normalt at have ondt under samleje?

Nej, det er ikke normalt. Smerter ved samleje kan skyldes både fysiske og psykiske årsager, og det er vigtigt at søge hjælp – der findes behandling. Læs mere her.

Hvad kan smerter ved samleje skyldes?

Det kan skyldes tørre slimhinder, spændinger i bækkenbunden, hudsygdomme som lichen sclerosus, infektioner – eller psykiske faktorer som utryghed og tidligere traumer. Læs mere her.

Kan smerter ved samleje være psykisk betinget?

Ja. Seksuelle oplevelser påvirkes i høj grad af følelser og relationer. Angst, traumer eller lavt selvværd kan føre til smerte og spændinger i kroppen.

Kan mænd også opleve smerter ved samleje?

Ja. Mænd kan opleve smerte f.eks. ved forhudsforsnævring, infektioner, spændinger eller efter operationer. Psykiske faktorer kan også spille ind.

Hvornår bør jeg søge hjælp?

Hvis smerterne er tilbagevendende eller påvirker din lyst, livskvalitet eller relation – så bør du søge hjælp hos læge, gynækolog eller sexolog. Book 10 min. gratis hvis du er i tvivl om jeg er rette person til at hjælpe dig. Du kan booke her.

Hvordan kan sexologisk rådgivning hjælpe mig?

En sexolog kan hjælpe med at afdække både fysiske og følelsesmæssige årsager til smerterne – og finde veje til at genskabe tryghed, lyst og nydelse. Er du i tvivl om jeg kan hjælpe dig er du velkommen til at booke 10 min. gratis samtale. Det kan du gøre her.

Book en tid

Hvis du ikke fik svar på dine spørgsmål under “FAQ – oftest stillede spørgsmål, er du velkommen til at booke en gratis afklarende samtale på op til 10 minutter (via telefon eller video).

Har du allerede besluttet, at du har brug for hjælp, kan du booke en tid til en første konsultation her.